Medicinsk leksikon

 

Ebola

Foto: © Marcus Bleasdale/Lab photograpy

Beskrivelse af sygdommen
Ebola-sygdom skyldes en virusinfektion, og sygdommen er ofte livstruende. Ebola rammer mennesker og menneskeaber og kaldes også for Ebola-hæmoragisk feber eller Ebola-blødningsfeber.

 

Sygdommen fremkaldes af et såkaldt RNA-virus fra familien Filoviridae. Blødningsfeber er en gruppe sygdomme, der foruden Ebola-sygdom blandt andet omfatter gul feber, Marburg-sygdom, Lassa-feber og Hantavirus-syndrom.

Når Ebola-virus er trængt ind i kroppen, giver det efter fire-16 dage influenza-lignende symptomer med høj feber, mathed, muskelsmerter, hovedpine, mavesmerter og ondt i halsen. Siden følger opkastninger, diarré, hududslæt samt lever- og nyresvigt. Værst er dog de svære blødninger, som kan opstå både fra de indre organer og fra huden. Det er blødningerne, som hos op til 90 procent fører til døden.

Mennesker bærer ikke på virus, som naturligt hører til hos dyr. Men fordi man ikke kender det dyr, som huser virus under naturlige forhold, ved man ikke, hvordan den første person i et udbrud bliver smittet. Dog har flagermus i laboratorieforsøg overlevet smitte med Ebola-virus, hvilket har skabt mistanke om, at disse pattedyr måske fungerer som passive smittebærere i regnskoven.

Man formoder, at smitte sker ved nær kontakt med et smittet dyr, måske ved et bid eller en rift gennem blodet eller andre sekreter. Inficerede nåle og lignende kan også overføre virus, hvilket har ramt en del sundhedspersonale, der har haft omgang med Ebola-smittede. Ved mistanke om Ebola-sygdom undersøges blodet for antistoffer og virus.

Hverken medicin eller vaccination kan helbrede Ebola-sygdom, men hvis den smittede i tide behandles med væske, blod og ilt for at holde kredsløbet i gang trods de kraftige blødninger, er der gode chancer for helbredelse. I de fattige områder, hvor sygdommen bryder ud, bliver diagnosen dog ofte stillet for sent, hvilket får katastrofale konsekvenser for den smittede.

Nogle mennesker kan af ukendte årsager overleve Ebola-sygdom, mens andre dør selv om de bliver behandlet. Udfaldet afhænger tilsyneladende af, hvor godt den smittedes immunforsvar bekæmper virusinfektionen.

Sygdommens udbredelse
Ebola-sygdom er opkaldt efter en flod i DR Congo. Virus blev opdaget i 1976 efter et udbrud i den vestlige del af Sudan og den tilstødende del af DR Congo. Dengang resulterede epidemien i cirka 400 dødsfald. Siden har der været udbrud i DR Congo, Gabon, Sudan, Uganda og Elfenbenskysten. I perioden 1976-2001 er der sikkert påvist 1.521 tilfælde af Ebola-virus infektion.

Et enkelt tilfælde er desuden opstået i England hos en laboratorieansat, som stak sig på en inficeret nål. Aber med en type Ebola-virus, der dog ikke smitter mennesker, er desuden fundet i blandt andet USA, Italien og Filippinerne.

Læger uden Grænsers indsats
Da Ebola-virus er så voldsom og dødbringende, er en hurtig indsats nødvendig for at forhindre smittespredning. Men det kræver veluddannet medicinsk sundhedspersonale. Først og fremmest handler det om at få stillet diagnosen, hvilket sker ved undersøgelse af den smittedes blod. Omgang med disse prøver kræver i sig selv stor forsigtighed for at undgå smitte blandt personalet.

Identifikation og isolation af smittede eller potentielt smittede, som har haft kontakt med den smittede indenfor en tre ugers periode, før symptomerne har vist sig hos den smittede, er en anden vigtig opgave. Derudover gennemfører Læger uden Grænser (MSF) epidemiologiske undersøgelser, primært for at forhindre yderligere smittespredning. Endelig gennemføres omfattende oplysningskampagner blandt lokalbefolkningen om smitterisici, og det lokale sundhedspersonale undervises og trænes i sikker omgang med og pleje af de smittede.

MSF sørger sidst men ikke mindst for at sikre rene vand- og sanitetsforhold, hvilket tit er påkrævet på de ofte primitive hospitaler og sundhedsklinikker, der findes i udbruds-områderne.

 

 

Hør læge Christian Fabiansen berette om Ebola-udbruddet i DR Congo i efteråret 2007.