Medecins Sans Frontieres - Læger uden GrænserMedecins Sans Frontieres - Læger uden Grænser
 
Hvem er viHvad laver viHvor arbejder viSkolerBliv frivillig
Kontorfrivillig
Frivillig Læger uden Grænser
ÅrsberetningRegnskaberKalenderForedrag

Månedligt nyhedsbrev

Til forside   Tip en ven   Print  



Bookmark and Share

Bliv frivillig

 

Rygsæksrejse åbnede interessen for nødhjælp


26-årige Mie Vestergaard læser Internationale Udviklingsstudier og kombinerer studiet med frivilligt arbejde hos Læger uden Grænser.
Foto: © Kirsten Engel/MSF
En rygsækrejse til meget fattige områder i Indien og Nepal åbnede for syv år siden en helt ny verden for den dengang 19-årige Mie Vestergaard. Den store gæstfrihed, hun mødte blandt verdens fattige, bidrog til, at hun besluttede sig for at arbejde med international udvikling og nødhjælp.

 

”Det hjalp mig til at se verden i et andet perspektiv”, fortæller Mie, der en dag om ugen arbejder frivilligt for Læger uden Grænser.

 

Da hun kom hjem fra rejsen, søgte hun ind på Roskilde Universitet, hvor hun læser Internationale Udviklingsstudier og Kultur- og Sprogmødestudier. I efteråret fulgte hun endvidere to fag på Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.

 

For to år siden tog hun igen på rejse. Denne gang til Peru, hvor hun og hendes kæreste arbejdede frivilligt med fattige gadebørn. Endnu engang blev Mie bekræftet i, hvor vigtigt det er at engagere sig i at afhjælpe den nød, der er i verden. Mie Vestergaard søgte derfor et frivilligt job i en humanitær organisation.

 

”Jeg havde hørt meget om Læger uden Grænser som en meget professionel organisation, der hjælper de mest nødlidende i verden, både medicinsk og psykologisk. Jeg kunne derfor ikke forestille mig et bedre sted at kombinere mine teoretiske studier med et frivilligt arbejde, hvor jeg kunne få et uvurderligt indblik i arbejdsgangene i en humanitær organisation. Og det har mere end levet op til forventningerne! Der er så meget erfaring og viden samlet i Læger uden Grænser, og det er inspirerende at kunne suge til mig fra alt det.”

 

Større viden og motivation

I oktober 2009 blev Mie Vestergaard frivillig assistent i Læger uden Grænsers programafdeling, der med udgangspunkt i organisationens arbejde i felten, forsøger at sætte vigtige emner på den offentlige dagsorden.

 

"Jeg har blandt andet researchet på den humanitære situation i Sydsudan for at være med til at sætte fokus på, hvor vigtig en humanitær indsats er for regionen, hvor volden er eskalerende, og hvor hovedparten af befolkningen ikke har adgang til lægehjælp,” fortæller hun.

 

Endvidere lægger Mie en stor indsats i kontakten med forskellige fonde, der støtter Læger uden Grænser økonomisk.

 

”Støtten fra fonde er med til at sikre, at Læger uden Grænser forbliver en uafhængig organisation, som kan yde en høj kvalitet i felten. Jeg er med til både at skrive fondsansøgninger og give tilbagemeldinger til de fonde, der har støttet os.”

 

”Ved at kombinere mine studier med frivilligt arbejde får jeg hele tiden inspiration, viden og motivation til at gå videre med mit studie, blandt andet har jeg skrevet et projekt om Darfur-konflikten”.

 

Når Mie Vestergaard til næste år bliver færdig som kandidat i Internationale Udviklingsstudier, håber hun at få mulighed for at arbejde i en humanitær organisation som for eksempel Læger uden Grænser. Hun håber også på muligheden for engang at blive udsendt for Læger uden Grænser.

 

/ke  


 

 

Sidst opdateret: 07. maj 2010


 
Støt nu
 

Læger uden Grænser (MSF)   Kristianiagade 8   DK-2100 København Ø   Tel:+45 39 77 56 00   E-mail: info@msf.dk   MSF på Facebook   Giro: 008 1000 Bank: 4190-0081000