![]() Foto: © Sarah Elliott |
Den Centralafrikanske Republik har de seneste fem år været plaget af en væbnet konflikt mellem oprørsgrupper og regeringen. Befolkningen har store vanskeligheder med at få adgang til sundhedspleje. Mange bor i meget isolerede områder, hvor det er farligt at rejse i, fordi landevejsrøverier er udbredte.
I 2010 støttede Læger uden Grænser hospitaler og sundhedscentre i de voldsplagede områder i den nordlige del af landet, og ydede medicinsk nødhjælp i den sydlige del af landet.
Ouham-Pende
Læger uden Grænser har siden 2006 arbejdet på hospitalet i byen Paoua i den nordvestlige del af landet, hvor man har en børneafdeling, kapacitet til at lave operationer, fødeafdeling, skadestue og ambulatorier. I 2010 blev der foretaget flere end 35.150 konsultationer og godt og vel 6.900 patienter var indlagt på hospitalet. Flere end 1.500 børn kom til verden på hospitalet, hvor der blev gennemført flere end 7.400 undersøgelser af gravide.
220 hiv/aids-patienter – nogle af dem også smittet med tuberkulose - var i behandling.
Vores medarbejdere arbejdede ligeledes på syv sundhedscentre i det omkringliggende område, hvor de udførte næsten 4.000 konsultationer hver måned.
Læger uden Grænser drev desuden en børneafdeling på Bocaranga Hospitalet omkring 100 kilometer vest for Paoua. Her var omkring 160 børn indlagt og der blev i gennemsnit gennemført 1.000 konsultationer med børn under fem om måneden.
På grænsen til Tchad
I Ouham øst for Ouham-Pende arbejdede Læger uden Grænser i det oprørskontrollerede område tæt på grænsen til Tchad.
Boguila-projektet blev åbnet i maj 2006 på et sted, der tidligere havde været et hospital drevet af missionærer, og som siden var blevet et hospital for hele regionen.
Hospitalet har 115 senge, ambulatorier og laboratorium. Man tilbyder kirurgi, fødselshjælp, psykologisk støtte, behandling af hiv- og tuberkulosepatienter.
Kvinder med risiko for at få komplicerede fødsler kan vente de sidste par uger af graviditeten i et særligt ventehus, hvor de er inden for rækkevidde af medicinsk behandling.
I november oprettede man en fire ugers kirurgisk lejr i et område af hospitalet, hvor man opererede kvinder, der lider af obstetrisk fistula, en invaliderende skade på fødselskanalen, der medfører inkontinens. 78 kvinder blev opereret i løbet af de fire uger.
Læger uden Grænser trænede folk fra lokalområderne til at give basal sundhedshjælp og behandling fra syv sundhedscentre i det omkringliggende område. Blandt andet lærte de at diagnosticere malaria, som er en af de hyppigste dødsårsager i landet, ligesom de blev gjort i stand til at behandle mildere tilfælde af sygdommen.
Sovesygeklinik omdannet
Læger uden Grænser åbnede i begyndelsen af 2009 klinikken i Maitikoulou for at kunne behandle patienter med sovesyge, efter at vi havde registreret en høj forekomst af sygdommen i distriktet. Sovesyge er en parasitsygdom, som angriber centralnervesystemet. Sygdommen kan medføre alvorlige neurologiske lidelser, og er dødelig, hvis den ikke behandles.
I 2009 blev flere end 1.000 mennesker behandlet for sovesyge, men undersøgelser i 2010 resulterede i at kun 50 mennesker bliver diagnosticeret og behandlet for sygdommen. Klinikken blev derfor omdannet til et hospital. I løbet af året blev der herfra gennemført flere end 48.320 konsultationer og 2.370 mennesker var indlagt. Medarbejderne tilbød også lægehjælp fra fire sundhedscentre i området.
Områder beboet af internt fordrevne
Mange af de mennesker, der bor i byen Kabo, er internt fordrevne, som gentagne gange har måttet flygte på grund af volden. På Kabo sundhedscenter og fire omkringliggende sundhedscentre tilbød Læger uden Grænser medarbejdere akut lægehjælp, behandling og pleje af kvinder og børn, operationer og behandling af hiv/aids- og tuberkulosepatienter. Der blev i 2010 foretaget næsten 104.000 konsultationer og flere end 2.850 mennesker var indlagt på hospitalet. Læger uden Grænser uddelte desuden nødhjælpspakker med hygiejneartikler, mad og tæpper til familier, der var blevet fordrevet af konflikt.
I Batangafo, som ligger i et isoleret område omkring 60 kilometer fra Kabo, tilbød Læger uden Grænser hjælp til fødende kvinder, behandling af børn, operationer og akut medicinsk pleje. Næsten 48.000 mennesker blev behandlet for malaria, og mere end 1.000 operationer blev udført i løbet af året. Dertil kommer, at vores medarbejdere assisterede ved næsten 1.300 fødsler.
Væbnede sammenstød i Bamingui-Bangoran i den nordlige del af Den Centralafrikanske Republik, tvang indbyggerne til at flygte fra deres hjem i flere måneder ad gangen. Nogle søgte tilflugt hos familiemedlemmer i hovedbyen Ndele, mens andre skjulte sig i skoven. Næsten alle levede under meget dårlige forhold.
Læger uden Grænser begyndte at arbejde på hospitalet i Ndele i juli 2010 og oprettede mobile klinikker for at kunne tilbyde basale sundhedsydelser for så mange mennesker som muligt. Der blev foretaget flere end 28.700 konsultationer, og 300 patienter måtte indlægges.
Underernæring blandt børn
I den sydvestlige del af landet behandlede Læger uden Grænser flere end 2.800 børn for underernæring i Carnot, Mbaïki og Pissa. Børn med malaria, diarré og luftvejsinfektioner blev også sat i behandling. I Gadzi støttede Læger uden Grænser flere sundhedscentre, som gav ernæringshjælp til børn under 15 år.
Nødhjælp til internt fordrevne ved Ubangi-floden
I november 2009 lancerede Læger uden Grænser et projekt ved Ubangi-floden tæt på grænsen mellem Den Centralafrikanske Republik, Republikken Congo og Den Demokratiske Republik Congo.
Befolkningstallet i området var steget med titusinder, fordi flygtninge krydsede floden for at undslippe volden i Den Demokratiske Republik Congo. Læger uden Grænsers medarbejdere tilbød lægehjælp til 15.000 flygtninge og til deres værtsfamilier, og gennemførte i gennemsnit 5.000 konsultationer om måneden.
I februar var 12.500 børn i alderen mellem seks måneder og fem år blevet vaccineret mod mæslinger. I maj strømmede tusinder af mennesker ind i byen Zémio på grænsen til Den Demokratiske Republik Congo på flugt efter angreb fra oprørsgruppe Lord’s Resistance Army.
Læger uden Grænser åbnede et ambulatorium på byens hospital og en sundhedsklinik tæt på de fordrevnes lejre. Der blev i 2010 udført flere end 14.750 konsultationer, oprettet et ernæringsprogram og gennemført en vaccinationskampagne mod mæslinger for at forhindre et udbrud af sygdommen i de overfyldte lejre.
Læger uden Grænser har arbejdet i den Central Afrikanske Republik siden 1997.
Teksten stammer fra Læger uden Grænsers internationale aktivitetsrapport 2010 og opdateres årligt.

Centralafrikanske Republik
Indbyggere: 4,4 mio. Forventet levealder: 48 år Børnedødelighed: 159 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2010: 1263 MSF har arbejdet i Centralafrikanske Republik siden 1997 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |