Følgende er fra vores internationale aktivitetsrapport fra 2008. Teksten opdateres årligt.
![]() Foto: © Giorgos Moutafis |
Emigranterne bruger hovedsagelig Grækenland som brohoved til Europa – deres fælles hensigt er at blive sendt videre til Italien og efterfølgende til andre europæiske lande. Men de græske myndigheder nægter systematisk at give dem flygtningestatus. Flere end 25.000 ansøgninger blev modtaget i 2007, men kun otte asylsøgere fik tilkendt flygtningestatus.
Efter en mere generel undersøgelse af situationen besluttede Læger uden Grænser i februar at iværksætte en orienterende efterforskning på stedet. Resultatet understregede problemerne for de papirløse emigranter. Disse problemer bestod af begrænset eller ingen adgang til sundhedsydelser, vanskelige boligforhold, ingen specielle hensyn til sårbare grupper som kvinder og børn, ingen psykiske ydelser og upassende forhold i myndighedernes interneringscentre og i den midlertidige emigrantlejr i Patras.
Lesvos
I juni begyndte Læger uden Grænser at arbejde i interneringscentret på Lesvos øen og ved øens havn med medicinsk, psykologisk og humanitær hjælp. Læger uden Grænser måtte dog standse indsatsen i september på grund af en begrænsning af adgangen til interneringscentret, hvilket var en stor hindring i arbejdet med at levere medicinsk hjælp og forbedre de papirløse emigranters boligforhold.
”Der var mange tilfælde hvor det medicinske personale måtte undersøge patienter gennem tremmer, da emigranterne ikke måtte forlade rummet”, forklarede Yorgos Karagiannis, chef for Læger uden Grænser i Grækenland.
På trods af den begrænsede adgang lykkedes det for Læger uden Grænser at foretage mere end 1.700 konsultationer på Lesvos interneringscenter, med behandling af patologiske tilfælde som luftvejsinfektioner, dermatologiske sygdomme, angst, posttraumatisk stress og depressioner.
Den midlertidige lejr i Patras
Patras er den vigtigste afskibningshavn til Italien. Gennem de sidste ti år har der herfra været en konstant strøm af flygtninge, skjult i lastbiler, til Italien. Den midlertidige lejr i Patras er en samling primitive skure bygget af karton, plastik og træ uden varme og elektricitet. De fleste, der bor her, er fra Afghanistan og Irak.
I maj måned åbnede Læger uden Grænser en klinik i selve lejren med læger, sundhedspleje og psykologisk og social støtte til de papirløse emigranter. Der blev også jævnligt holdt kurser for at skabe bedre hygiejne, bedre sanitet og mindske smittefaren. De største sundhedsproblemer var hudsygdomme, luftvejsinfektioner og mave- og tarmsygdomme.
Sår og mærker efter slag var også almindelige efter disse flygtninges mange forsøg på at komme ombord på skibe til Italien eller under flugt fra politiet. Ved udgangen af 2008 havde Læger uden Grænser udført 6.000 konsultationer, og over 400 tilfælde var blevet sendt til det lokale hospital.
Grækenland
Indbyggere: 11,1 mio. Forventet levealder: 80 år Børnedødelighed: 3 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2009: 17 MSF har arbejdet i Grækenland siden 2008. Kilder: MSF og WHO |
| Mere |