| Dato/Begivenhed | |
| 23. maj 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 13. jun 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF | |
| 11. jul 2012 Information meeting in Copenhagen about working abroad with MSF |
![]() Foto: © Niklas Bergstrand |
Selvom Mozambique i den seneste tid har oplevet økonomisk vækst, er mange mennesker stadig afhængige af international nødhjælp. Af de 1,6 millioner mennesker, som er smittede med hiv, har omkring 430.000 akut brug for den livsforlængende antiretrovirale behandling (ARV). Tuberkulose udgør sammen med hiv en alvorlig fare for folkesundheden, og op til 60 % af tuberkulose-patienterne er også smittede med hiv. For størstedelen af Mozambiques befolkning er adgangen til sundhedspleje meget begrænset, og det skrøbelige sundhedssystem kæmper med det høje antal mennesker smittede med både hiv og tuberkulose.
Læger uden Grænser begyndte hiv-behandling i Mozambique helt tilbage i 2001. Målet var at vise, at det faktisk var muligt at behandle hiv-smitte i fattige byområder som Chamanculo og Mavalane i hovedstaden Maputo og i fjerntliggende områder som de nordlige provinser Niassa og Tete. Læger uden Grænser har gennem det sidste årti lavet standardiserede procedurer for hiv-pleje og behandling med særlig opmærksomhed på at behandle mennesker, der både er hiv-positive og smittede med tuberkulose.
Selv om antallet af mennesker, som får ARV-behandling, er støt voksende, er det stadig svært at få de smittede med i behandlings-programmerne. Det gælder specielt smittede, som kommer fra områder uden et hospital i nærheden. Læger uden Grænser har fokuseret på at flytte hiv-pleje og behandling fra centralt beliggende hospitaler til lokale sundhedsklinikker. Dette vigtige skridt er blevet implementeret med succes i mange af Læger uden Grænsers hiv-programmer i Mozambique.
Det omfattende hiv/aids-program tilbyder hiv-tests, rådgivning, behandling og forebyggelse af almindelige infektioner, som kan opstå som resultat af et svækket immun-system, psykologisk hjælp, børnediagnoser og behandling samt forebyggelse af hiv-smitte fra mor til barn. Flere end 200.000 patienter modtog i slutningen af august 2010 ARV-behandling i Mozambique, og godt 33.000 af disse blev behandlet med hjælp fra Læger uden Grænser.
Mangel på læger og medicin
For at sikre, at patienter får pleje og behandling på trods af landets mangel på sundhedspersonale, er Læger uden Grænser i gang med at udvikle programmer, som flytter visse opgaver fra lægerne over til sygeplejerskerne. Disse programmer uddanner sygeplejersker til selvstændigt at vurdere patienter, diagnosticere og behandle almindelige infektioner, at tage initiativ til og overvåge ARV-behandling. På den måde kan de overtage nogle af lægernes mange opgaver. For at forhindre at man løber tør for hiv- og tuberkulosemedicin, sørger Læger uden Grænser for at der altid er en nødbeholdning af medicinen til de klinikker, som Læger uden Grænser støtter.
Lokale støttegrupper
Læger uden Grænser har i provinsen Tete skabt lokale støttegrupper, som giver hiv-patienter mulighed for at deltage i håndteringen af deres sygdom. Hver gruppe udvælger en gang om måneden en person fra gruppen til at tage til sundhedsklinikken for at hente den nødvendige ARV-medicin til samtlige gruppens medlemmer. Repræsentanten for gruppen får ved besøget et helbredstjek, og når vedkommende vender hjem, bliver medicinen fordelt til de andre, som samtidig kvitterer for, at de har modtaget medicinen. Gruppen sikrer, at alle medlemmer overholder deres behandling, og de støtter hinanden i at overvinde den sociale udstødelse, som er forbundet med hiv/aids i deres lokalsamfund. Hvis der opstår komplikationer i forbindelse med behandlingen, genoptager man de almindelige klinik-besøg.
Denne model har reduceret byrden på sundhedssystemet, fordi færre patienter behøver at stå i kø til sundhedsklinikkerne for at modtage deres medicin. Det har også gjort det lettere for patienter i fjerntliggende områder at modtage deres medicin. Og de, der ikke vil miste en hel arbejdsdag, har samtidig sparet en tur til klinikken. Sundhedsministeriet i Mozambique har blåstemplet konceptet og ARV-grupperne ventes at blive etableret i hele landet.
Mæslingevaccination
Læger uden Grænser udførte i september 2010 en epidemiologisk kortlægning i Niassa-provinsen, efter det kom frem, at en mæslingeepidemi var brudt ud i nabolandet Malawi. Sammen med sundhedsministeriet lavede Læger uden Grænser et vaccinationsprogram, som resulterede i, at 250.000 børn blev vaccineret i seks distrikter. Læger uden Grænser hjalp med at planlægge logistikken i programmet og organisationen uddannede ti vaccinations-hold fra sundhedsministeriet.
Læger uden Grænser har et nødberedskab klar i Mozambique i tilfælde af naturkatastrofer og sygdomsudbrud. Dette nødberedskab vil samtidig fungere som en forlængelse af det nationale nødberedskab.
Læger uden Grænser har arbejdet i Mozambiquesiden 1984.
Teksten stammer fra Læger uden Grænsers internationale aktivitetsrapport 2010 og opdateres årligt.

Mozambique
Indbyggere: 22,8 mio. Forventet levealder: 49 år Børnedødelighed: 135 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2010: 507 MSF har arbejdet i Mozambique siden 1984 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |