Medecins Sans Frontieres - Læger uden GrænserMedecins Sans Frontieres - Læger uden Grænser
 
Hvem er viHvad laver viHvor arbejder viSkoler
Om Læger uden Grænser
Økonomi
Udsendt
Sult og underernæring
Fattigdom
Naturkatastrofer
Flygtninge
Hiv og aids
Malaria
Andre sygdomme
Vaccinationskampagner
Links
Bliv frivilligÅrsberetningRegnskaberKalenderForedrag

Månedligt nyhedsbrev

Til forside   Tip en ven   Print  



Bookmark and Share

Skoler

 

Om Læger uden Grænser


Læger uden Grænser flag i Kalma lejren i darfur.
Foto: © Avril Benoît
Her kan du læse svarene på nogle af de spørgsmål, som elever ofte stiller i forbindelse med skoleopgaver.

 

Hvordan og hvornår opstod Læger uden Grænser?
Læger uden Grænser (MSF) blev grundlagt den 20. december 1971 i Paris af en gruppe franske læger og journalister, der havde arbejdet for Røde Kors under borgerkrigen i Biafra i Nigeria.


De brød ud af Røde Kors, fordi de, udover at yde nødhjælp, også ville gøre befolkningen i Vesten opmærksom på de forfærdelige forhold, som de oplevede i felten.

 

Navnet på organisationen blev det franske ”Medecins sans Frontieres” – som betyder ”Læger uden Grænser”. Den danske afdeling af Læger uden Grænser blev dannet i 1993.

 

Hvordan hjælper Læger uden Grænser folk i nød?
Læger uden Grænser hjælper ved at tilbyde læge- og psykologhjælp til mennesker i nød. Vi yder medicinsk, kirurgisk og psykologisk hjælp. Vi sørger derudover for at forebygge sygdomme, for eksempel ved vaccination, eller ved at sikre adgang til næringsrig mad og rent drikke vand.

 

Hvem kan få hjælp af Læger uden Grænser, og hvad er jeres værdigrundlag?
Alle, som er i nød, kan få hjælp. Uanset deres race, religion, tro eller politisk tilhørsforhold. Læger uden Grænsers værdier står skrevet i et såkaldt charter, som blev lavet i 1971, da organisationen blev dannet. Her bliver det slået fast, at Læger uden Grænser er neutral og upartisk og overholder de lægeetiske regler. Derudover har medlemmer af Læger uden Grænser en særlig forpligtelse til at fortælle omverdenen om de ting, de oplever i felten.
Læs mere om charteret her

 

Har I en talsmand for jeres organisation og hvem er formand?
Vores formand hedder Jesper H.L. Jørgensen. Han er sygeplejerske og har været udsendt for Læger uden Grænser flere gange. Jesper H.L. Jørgensen har tidligere arbejdet seks år som rekrutteringschef for Læger uden Grænser. Formanden er den, der oftest udtaler sig på vegne af MSF Danmark. Tidligere udsendte fungerer også som talsmænd for organisationen – både når de holder foredrag, og når de udtaler sig i pressen.

Se et portræt af formand Jesper H.L. Jørgensen

 

Hvilken politisk indflydelse har Læger uden Grænser på samfundet?
Læger uden Grænser er neutral og upartisk, der arbejder uafhængigt af politiske, religiøse og økonomiske interesser. Vi har ingen direkte politisk indflydelse.

 

Vi forsøger dog aktivt at påvirke omverdenens holdning til de ting, som vi arbejder med. Det gør vi blandt andet ved at skrive debatindlæg til aviserne og ved at henlede mediernes opmærksomhed på de emner, som vi synes er vigtige bliver belyst.

 

Har de udsendte det nødvendige udstyr?
Som regel har de den nødvendige medicin, men har ikke det samme tekniske udstyr, som på et dansk hospital. Ofte må de undvære for eksempel røntgen, scannere og ultralyd. Der er heller ikke lige så mange læger og sygeplejersker ansat til at behandle og pleje patienterne, som vi har i Danmark.

 

Gør Læger uden Grænser en forskel?
Vi gør en forskel for de mange patienter, som vi behandler hver dag. Hvad enten det drejer sig om at redde børn fra at sulte ihjel, om at forlænge aids-patienters liv med medicin, eller at redde et barn fra at handicappet på grund af malaria, så gør det en forskel. I 2007 udførte vi flere end 8,7 millioner konsultationer.  
Du kan se en oversigt over hvor mange vi behandlede i årsberetningen

 

Gør Læger uden Grænser en økonomisk forskel for de lande, hvor I arbejder?
Læger uden Grænser primære formål er ikke at forbedre et lands økonomi, men at yde medicinsk nødhjælp, der kan redde menneskeliv. Vores arbejde betyder i mange tilfælde, at folk overlever og eller undgår at blive handicappede, og på den måde har de mulighed for at bidrage til deres lands økonomi.

 

Er udsendte blevet angrebet under arbejdet?
Som hovedregel er vi velkomne i de befolkningsgrupper, som vi hjælper, og derfor foregår meget at vores arbejde i fred og ro.


Det sker dog, at udsendte fra Læger uden Grænser bliver angrebet Der kan være tale om angreb rettet mod organisationen, hvor for eksempel en part i en konflikt ikke ønsker, at vi er der. Men der kan også være tale om angreb, som ikke er specielt rettet mod Læger uden Grænser, men som handler om at vi ofte arbejder i områder, hvor det generelt er farligere at være.

 

Læger uden Grænser har mistet medarbejdere, som er blevet dræbt, mens de udførte deres arbejde.


Og så findes der desværre også grupper, der forsøger at tjene penge på at bortføre medarbejder fra nødhjælpsorganisationer. Læger uden Grænser betaler af princip ikke løsepenge, fordi det ville gøre nødhjælpsarbejdere til oplagte mål for bortførelser.

 

For at beskytte sine medarbejdere har Læger uden Grænser omfattende regler og sikkerhedsprocedurer for, hvordan man optræder i konfliktområder, og hvordan man agerer i tilfælde at trusler og angreb.Det kan i nogle tilfælde være nødvendigt at trække medarbejderne ud af et område for en periode.

 

I hvilke lande arbejder Læger uden Grænser og hvor arbejder man mest?
Læger uden Grænser arbejder over hele verden, hvor der er behov for vores hjælp.
Se oversigt over de lande vi arbejde i

Se hvilke lande hvor der arbejder danske udsendte

 

I gennem flere år har Darfur i Sudan og Den Demokratiske Republik Congo været de største indsatsområder for Læger uden Grænser. Afrika er den verdensdel, hvor vi har flest projekter.

 

Hvor mange ansatte er der i Læger uden Grænser?
Læger uden Grænser mange tusinder ansat forskellige steder i verden. I 2007 sendte de 19 Læger uden Grænser-kontorer i alt 4.134 læger, sygeplejerske osv. ud, mens organisationen havde 22.354 nationalt ansatte.

 

Får Læger uden Grænser flere eller færre udsendte i fremtiden?
Vi vil gerne sende flere ud, men det afhænger af, hvor mange penge vi kan samle ind, og hvor mange kvalificerede kandidater, vi kan rekruttere.

 

Samarbejder Læger uden Grænser med regeringen eller sundhedssektoren i det enkelte land?
Det afhænger helt af hvilket område, der er tale om.  Selv om det kan være en fordel at samarbejde med både regering og sundhedssektor kan det i nogle lande være meget vanskeligt eller helt umuligt.


De fleste steder samarbejder vi med landets sundhedsmyndigheder. Vi ønsker, at befolkninger alle steder har adgang til medicin og lægehjælp – ikke kun når Læger uden Grænser er til stede. Derfor bruger vi mange ressourcer på blandt andet at træne nationale sundhedsarbejdere, så vi kan overdrage vores projekter til myndighederne og arbejdet kan fortsætte også efter at Læger uden Grænser har trukket sig ud af landet.

 

Hvilke sammenhæng har Læger uden Grænser med FN?
Læger uden Grænser arbejder uafhængigt og har ikke nogen direkte tilknytning til FN. Vi planlægger og udfører alle projekter selv. Vores udsendte er ikke beskyttet af bevæbnede FN-soldater eller bor i FN-lejre.

 

Læger uden Grænser koordinerer og samarbejder dog med de andre ikke statslige organisationer (NGO’er) og organisationer - deriblandt FN. Vi har to kontorer, der står for kontakten til FN - et i Genève og i New York.

 

Hvordan forholder Læger uden Grænser sig til menneskerettighederne?
Læger uden Grænser bakker op om menneskerettighederne. Vores udsendte er ofte gennem deres arbejde vidne til brud på menneskerettighederne. Læger uden Grænser udtaler sig kun om hændelser, vi selv er vidner til.

 

Hvordan kommunikerer Læger uden Grænser?
Læger uden Grænser ønsker at fortælle omverdenen om de sygdomme, den nød og de udækkede medicinske behov, som vi oplever gennem vores arbejde.


Dernæst vil vi med vores kommunikation gerne rekruttere læger, sygeplejersker og andet personale, som ønsker at blive sendt ud med Læger uden Grænser – og endeligt kommunikerer vi for at øge danskernes kendskab til vores arbejde og på den måde skabe grobund for at flere støtter vores arbejde økonomisk.


Vi kommunikerer via vores hjemmesiden, via medierne, et donormagasin og via forskellige kampagner og udgivelser.

 

Fandt du ikke hvad du ledte efter?
Du kan finde mere information om Læger uden Grænser her:

 

Sidst opdateret: 01. okt 2009


 
Støt nu
 

Læger uden Grænser (MSF)   Kristianiagade 8   DK-2100 København Ø   Tel:+45 39 77 56 00   E-mail: info@msf.dk   MSF på Facebook   Giro: 008 1000 Bank: 4190-0081000