Anni stod midt i kolera-katastrofen: ”Hjælp, mit barn dør!”

Anni Fjord var udsendt som sygeplejerske for Læger uden Grænser under kolera-epidemien i Yemen.
Anni behandlede mange kolera-patienter i Yemen. Sygdommen kan hurtigt nedbryde kroppen, og man kan miste op til 20 liter væske i døgnet. © Læger uden Grænser

En kolera-epidemi har ramt det krigshærgede Yemen med enorm styrke. Vores sygeplejerske Anni er lige kommet hjem fra kolera-katastrofen. Som ansvarlig for et behandlingscenter i Yemen har hun set, hvad der sker, når en smitsom sygdom kommer ud af kontrol midt i en borgerkrig. Vi skal nå kolera-patienterne, før det er for sent.

”Tre-årige Fatuma var hårdt medtaget, da hun ankom.

 

Hun havde indsunkne øjne, en svag puls, og det var svært at få kontakt til hende. Fatuma var på vej til at gå i chok - på vej til at forlade denne verden.

 

Hendes far kom løbende med datteren i armene. Det var som om, at hans hjerte og hjerne var holdt op med at fungere. Han græd og råbte:

 

”Hjælp, mit barn dør!”

 

Han havde bragt sin datter til vores kolerabehandlingscenter for at få hjælp. I en taxa – betalt af Læger uden Grænser.

 

De kom fra en landsby tæt ved frontlinjen, som ikke lå langt fra vores hospital. Jeg kunne tit høre bombeflyene i luften. Området havde været udsat for mange luftangreb.

 

Den lille pige havde dagen før fået alvorlig diarré. Hun havde mistet meget væske. Faderen frygtede for sin datters liv og tog hende til en lokal klinik, som Læger uden Grænser støtter med medicin og udstyr.  

 

Personalet på klinikken var bange for, at pigen havde fået kolera. Hun var svært dehydreret, og hun blev derfor overført til det kolerabehandlingscenter i Abs, som jeg havde ansvaret for.

 

En menneskeskabt katastrofe

Vi modtog tit patienter med alvorlig diarré, fordi de var bange for, at det var kolera. Der var en frygt i befolkningen for sygdommen. Især hos forældre, som var bange for at miste deres børn.

 

Kolera kan lynhurtigt nedbryde kroppen. I de værste tilfælde kan en voksen patient miste op til 20 liter væske i døgnet, hvis man ikke modtager hurtig behandling.

 

Det vil hurtigt føre til livstruende underskud af væske i kroppen, chok og efterfølgende død.

Det vil hurtigt føre til livstruende underskud af væske i kroppen, chok og efterfølgende død.

 

Heldigvis er kolera forholdvis enkelt at behandle, hvis du når patienterne i tide.

 

Sygdommen går ofte hånd i hånd med for eksempel dårlige sanitære forhold, mangel på rent drikkevand og underernæring.

 

Alt det som er kommet i kølvandet på den borgerkrig, som nu har raset i over to år i Yemen. En fuldstændig menneskeskabt katastrofe.

 

Faderens taknemmelige smil

Fatuma var en af de heldige. Hun kom til os, før det var for sent, og familien skulle heller ikke bekymre sig om penge til transport, som Læger uden Grænser betalte.

 

Yemen er ekstremt fattigt, og alt for mange mennesker har ikke engang råd til transport for at komme på hospitalet eller et kolerabehandlingscenter.

 

Fatuma fik hurtigt tilført væske i en blodåre, da vi fik hende indlagt. Hun var kolera-patient nr. 15.000.

 

I løbet af en halv time havde vi kontakt med hende, og hun kunne også langsomt begynde at drikke rehydreringsvæske.

I løbet af en halv time havde vi kontakt med hende, og hun kunne også langsomt begynde at drikke rehydreringsvæske.

 

Efter et par timer med væsketilførsel direkte ind i Fatumas blodåre havde vi fået stoppet al hendes væsketab.

 

Nu skulle hun blot drikke rehydreringsvæske hver gang, at hun havde tynd afføring.

 

Allerede samme aften kunne Fatuma indtage mad, og hendes diarré var på tilbagetog.

 

Hver aften inden jeg gik hjem fra kontoret, tog jeg altid en runde og så til patienterne. Der sad Fatuma op i sin seng, og jeg kunne næsten få et smil frem på hendes læber. Faderens taknemmelige smil var der ingen tvivl om.

 

Jeg tænkte, at havde der ikke været krig, havde det aldrig været nødvendigt at redde Fatuma. Hun ville have forsat med at lege ude i landsbyen uden at skulle fare sammen, hver gang en bombe ramte et nyt mål.

 

Anni behandler Fatuma på hospitalet i Yemen

Tre-årige Fatuma nåede heldigvis at blive behandlet i tide, inden koleraen havde nedbrudt hendes lille krop. © Læger uden Grænser

 

Drikkevand fra forurenet brønd

Dagen efter blev Fatuma og faderen udskrevet.

 

Forinden havde vi givet dem masser af undervisning i, hvordan diarré kan forebygges. Det er vigtigt for at forhindre, at sygdommen bliver ved med at sprede sig.

 

De fik udleveret rent vand, klor-tabletter, ORS-pulver til behandling mod dehydrering, et ”hygiejne-kit” bestående af blandt andet en 20 liters dunk samt klorin til at desinficere f.eks. toilettet derhjemme.

 

De fik også besked på at komme tilbage, hvis Fatumas tilstand blev forværret. Og så opfordrede vi dem til at tale med naboerne i deres landsby om vigtigheden af at vaske hænder og holde drikkevandet rent for at undgå diarré og kolera.

 

Anni sammen med to kolleger i Yemen

Anni og to kolleger står her i det rum, hvor de syge patienter kommer ind på kolerabehandlingscenteret. © Læger uden Grænser

 

Vi talte med faderen om, hvorfra de fik deres drikkevand. Og som med mange andre af vores patienter lød svaret: en åben ubeskyttet brønd, der nu i regntiden var blevet overskyllet med regnvand, der kom fra bjergene.

 

De havde ikke midlerne til at koge drikkevandet. For at koge vand skal du bruge træ, og det er svært og til tider farligt at fremskaffe.

 

Jeg talte kort med taxi-chaufføren, inden han kørte Fatuma og hendes far hjem. Jeg spurgte ham, hvordan situationen så ud i Fatumas landsby.

 

”Ikke godt. Der er masser af luftangreb,” fortalte taxi-chaufføren.

 

Jeg spurgte ham, om han ikke var bange, når han kørte i området.

 

”Vi beder til Allah, at han vil beskytte os.”

 

Anni Fjord er sygeplejerske, og hun var udsendt i tre måneder som medicinsk ansvarlig for vores kolerabehandlingscenter i Abs i Yemen. Hun har tidligere været udsendt til både Nigeria og Etiopien for Læger uden Grænser.

 

Kolera-katastrofen i Yemen

  • Koleraudbruddet begyndte i oktober sidste år, men tog for alvor fart fra marts 2017.
  • Flere end 575.000 mennesker menes at være blevet smittet med kolera (tal fra WHO).
  • Der er registreret kolera i 21 ud af 22 regioner i Yemen.
  • Sygdommen har spredt sig i Yemen på grund af mangel på rent drikkevand og dårlige sanitære forhold. Sundhedssystemet er brudt sammen som en konsekvens af borgerkrigen i landet. Nogle steder er vandforsyningerne sprængt i stykker.
  • Vi har behandlet flere end 91.000 mennesker for kolera på vores 22 kolerabehandlingscentre.
  • Siden midt-juli i år har antallet af kolera-patienter været faldene.
  • Yemen

    Indbyggere: 26,8 mio.

    Forventet levealder m/k: 64/67 år

    Børnedødelighed: 42 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år

    Medarbejdere i 2016: 1.317
     

    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Yemen i 1994. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO