Når djævlen banker på

Melanie Kerloch i samtale med flygtninge i Katsikas-lejren i det nordlige Grækenland.
Melanie Kerloch taler med flygtninge i Katsikas-lejren i det nordlige Grækenland. © Bruno Fert

De er i sikkerhed i Grækenland – men uvished og traumer fra det, de flygtede fra, banker på. Vores psykolog fortæller om selvmordsforsøg og apati blandt flygtninge i Grækenland og om, hvordan hun hjælper:

I starten af min udsendelse kom jeg i kontakt med en yazidi-kvinde* fra Irak. Når hun talte til mig, kiggede hun konsekvent ned i gulvet. Hun fortalte, at hun for to uger siden havde prøvet at begå selvmord, fordi hun ikke længere kunne holde livet ud.

 

For to år siden var hun øjenvidne til folkemordet på sine landsmænd, og siden har hun været hjemsøgt af frygtelige flashbacks.

 

Det var umuligt for hende at fortrænge de grufulde billeder. Hendes livslyst forsvandt. Hun var ikke i stand til at tage sig ordentligt af sine børn, og hun magtede ikke at tale med andre.

 

Hun følte sig alene i verden. Som om hun var omgivet af et bedrøveligt hav. Hun led også af søvnløshed, og de sidste to år havde hun ikke sovet en fuld nat.

 

Giver håb

Efter en række samtaler begyndte hun at se på mig, når hun talte. Jeg prøvede at indgyde hende håb og fortalte hende, at ingen er dømt til at leve i sådan et helvede resten af livet.

 

Hun kiggede mig i øjnene, og spurgte: ”Tror du virkelig, at det er muligt?”

 

Jeg sagde, at jeg naturligvis ikke kunne garantere det, men at jeg kunne lære hende at leve et bedre liv med minderne, så de ikke invaliderede hendes liv.

 

I dag har hun fået det langt bedre. Hun kan nu håndtere sine grufulde oplevelser og har fået livsmodet tilbage. Det er patienter som hende, der tydeliggør, hvor vigtigt vores arbejde i en flygtningelejr er.

 

Kvinden var et klassisk eksempel på en posttraumatisk stresslidelse (PTSD). PTSD er sammen med depressioner og angst-lidelser de symptomer, jeg mest mødte blandt flygtningene – og de lidelser kræver specialiseret behandling.

 

Tolkning kan være et plus

I mange tilfælde er jeg afhængig af at samarbejde med en tolk for at kunne kommunikere. Det ville mange nok se som en forhindring for en samtale. Men i mit tilfælde er det ofte lige omvendt.

 

De fleste har aldrig oplevet at snakke med en psykolog. Nogle bliver nervøse eller flove, hvis der opstår pauser i en samtale. Men når en tolk er involveret, får patienten bedre tid til at reflektere over, hvad han eller hun har fortalt eller får fortalt af mig.

 

Det gør det også nemmere for mig at observere patientens reaktioner og kropssprog. Så i det perspektiv er tolkning positivt for processen.

 

Identiteten krakelerer 

Desværre er de forhold, flygtningene lever under, med til at forværre deres psykiske helbred.

 

Flygtningene i Grækenland bor i telte eller gamle huse i overfyldte lejre, forholdene er tæt på umenneskelige. Flygtningene begynder at identificere sig med forholdene:

 

 ”Jeg er en fattig flygtning, jeg bor i et telt, jeg klæder mig i det tøj, jeg har fået af velgørende organisationer, jeg spiser mad lavet af andre, jeg har mistet min gamle identitet. Så nu er jeg bare en flygtning. Jeg kan ikke foretage mig andet end at vente.”

 

Sådanne forhold kan mennesker kun klare i en overgangsperiode. Når du lever sådan i måneder eller mere, begynder du at tro, at du ikke længere har værdi, og så trækker folk sig ind i sig selv og bliver apatiske.

 

Katsikas-lejren i det nordlige Grækenland. Her er det bidende koldt om vinteren. Over 50.000 flygtninge er stadig strandet i Grækenland. EU har ikke sendt de lovede embedsmænd til sagsbehandling, og omfordelingen af flygtninge til andre EU-lande er næmest gået i stå. © Bruno Fert 

 

Udmattelse

Forestil dig selv i et lille fugtigt telt. Regnen har banket mod teltdugen i dagevis. Din familie er der også. De gamle, nyfødte babyer og syge mennesker. De skal være under samme tag på minimal plads. Og sådan har det været i mange måneder.

 

Det er udmattende, det er trættende, og det åbner op for psykiske lidelser. 

 

Skyld

De er flygtet fra krig og usikkerhed. Men selve flugten kan være livsfarlig i sig selv. Flere af de forældre, jeg taler med, er plaget af skyld.

 

Under deres flugt har de udsat deres børn for potentiel livsfare. De kan være plaget af, at de måske føler, at de har taget en forkert beslutning. Strandet i Grækenland uden nogen som helst fremtid i sigte for dem eller deres børn.

 

Så er det min rolle at få dem til at tale om deres følelser for at få bugt med skylden.

 

Strandet i ingenmandsland

Det største problem for flygtningene i Grækenland er det, jeg fra en psykologs standpunkt vil kalde at være strandet i ingenmandsland. De kan ikke starte et nyt liv. De kan kun vente. De ved ikke, hvor længe de skal blive eller, hvor længe de skal vente.

 

De kan blive sendt tilbage. Måske får de lov til at blive i Grækenland, måske bliver de sendt til et andet land. Usikkerheden om deres fremtid er frygtelig ødelæggende for deres liv.

 

Giv dem livet tilbage

Mennesker er i stand til at gøre de mest utrolige ting. De kan gennemleve frygtelige oplevelser – men de kan komme sig. De kan komme til at leve et normalt liv igen. Det eneste de har brug for er, at de får mulighed for at bygge livet op igen.

 

For de fleste vil selv kunne bearbejde deres hårde oplevelser. Men nogle af dem, som mine patienter, har brug for professionel hjælp. Hvis vi efterlader dem uden hjælp, vil deres liv blive ødelagt af deres lidelser.

 

Derfor er det vigtigt, at de flygtninge, der har brug for det, får mental hjælp og støtte. Derfor giver mit arbejde mening, specielt når jeg tænker tilbage på yazidi-kvinden, som jeg fik givet lysten til livet tilbage.

 

Melanie Kerloch med en helt ung flygtning. Melanie er psykolog med speciale i interkulturel psykologi. Hun har arbejdet i flygtningelejre i Epirus-regionen i det nordlige Grækenland. © Bruno Fert

 

*I august 2014 angreb Islamisk Stat (IS) byen Sinjar i Irak. 40.000-50.000 yazidier flygtede op i bjergene. Der var meldinger om, at hundredvis af kvinder blev taget som slaver, tusinder af mænd blev dræbt, enten ved skud, halshugning, eller de blev begravet levende.

Yazidi-piger, der angiveligt var blevet voldtaget af IS-krigere, begik selvmord ved at springe ud fra Sinjarbjerget.