På flugt til helvede: ”Vores raske patienter vil ikke forlade hospitalet”

En syg dreng får mad gennem næsen i Bangladesh
Ni måneder gamle Hatea får mad gennem en sonde i næsen. Den lille dreng er alvorligt syg af lungebetændelse og får nu hjælp på vores klinik i Bangladesh - på grænsen til Myanmar. © Paula Bronstein/Getty Images

På få uger er over en halv million mennesker flygtet til Bangladesh på grund af vold og overgreb i Myanmar. De, der er kommet frem i live, lever nu i den værst tænkelige slum. Mange er alvorligt traumatiserede. Vores nødhjælps-koordinator Kate står midt i den grusomme virkelighed: 

”Lige nu er flere hundredetusinde mennesker presset sammen langs en smal halvø, mens de forgæves forsøger at skaffe ly mod naturens kræfter.

 

Den er forvandlet til et slumområde – den værst tænkelige slum.

 

Her er nærmest ingen toiletter. Derfor har nogle forsøgt at bygge primitive latriner ved at sætte fire bambuspinde i jorden og trække plastik rundt om dem. Men der er ingen tank til at samle tis og afføring op, så det ender i åen lige nedenfor.

 

Det er den selv samme å, hvor mennesker henter drikkevand. Det er lige præcis sådan nogle forhold, der kan føre til en sundhedskatastrofe.

 

Nogle mennesker har forsøgt at skabe ly mod regn, blæst og sol ved at hænge sammenbundne klæder op.

 

Men efter to dage med skybrud og tropiske tordenvejr har de fleste mistet deres få ejendele og primitive tilflugtssteder.  

 

Situationen er frygtelig. Ødelæggelserne er tydelige for enhver, og det er umuligt at finde selv den mindste form for bekvemmelighed.

 

Patienter står i kø på vores klinik i Bangladesh.

Mennesker på flugt står i kø for at få lægehjælp på vores klinik i Kutupalong i Bangladesh. Siden slutningen af august har vi behandlet flere end 30.000 patienter. © Paula Bronstein/Getty Images

 

Dræbt på vejen til sikkerhed

Jeg har hørt de mest hårrejsende historier fra kvinder, der har mistet deres mænd i forsøget på at nå hertil.

 

De har vandret i dagevis langs voldsomt trafikerede veje. Nogle af dem har endda mistet deres børn, fordi de er blevet kørt ned i den tætte trafik.

 

På et øjeblik blev deres håb om en bedre fremtid forvandlet til en tragedie.

 

Hver dag kommer nye flygtninge ind over grænsen til Bangladesh.

Hver dag kommer nye flygtninge ind over grænsen til Bangladesh fra Myanmar. Mange er dybt traumatiserede, når de når frem til vores klinikker. © Antonio Faccilongo

 

Lige nu ligger der en baby på vores afdeling, der er så dehydreret og alvorligt underernæret, at det ikke er muligt for os at fastslå babyens alder.

 

Det var en kvinde, som havde fundet babyen efterladt ved en grænseovergang, der kom med den til os.

 

Barnet har ingen familie – så vidt vi ved. Og ja – hun får den medicinske behandling, hun har brug for, og hun får det bedre dag for dag. Men hvem skal tage sig af hende, når hun bliver udskrevet?

 

 

De har mistet evnen til at tale

Jeg har hørt frygtelige beretninger om voldelige overfald på mennesker på flugt. De voldelige angreb har været så ekstreme, at disse mennesker nu døjer med alvorlige og komplekse mentale problemer.

 

Her taler jeg om patienter, der er så traumatiserede, at det ikke er muligt for dem at sætte ord på, hvad de har været udsat for. De er så traumatiserede, at de ikke kan kommunikere med verden omkring dem.

 

For at klare presset har de trukket sig ind i sig selv.

 

Der er tale om unge mennesker, som burde have livet foran sig.

 

En kvinde modtager behandling af en medarbejder fra Læger uden Grænser

På vores skadestue er en kvinde i smerter på grund af en luftvejsinfektion. Hun får hjælp af vores medarbejder. © Paula Bronstein/Getty Images

 

Vores patienter vil ikke udskrives

Størstedelen af vores patienter lider af diarré, og med det følger også alvorlig dehydrering.  Derfor ved vi, at der er store problemer med hygiejne, vand og sanitære forhold.

 

Vi tilser dagligt over 100 mennesker, der har brug for at få behandlet sår, men det er ikke alle sår, der skyldes vold.

 

Alene de vanskelige leveforhold giver skader, og manglen på rent vand til at rense sårene betyder, at de hurtigt bliver inficerede.

 

De fleste af vores patienter ønsker ikke at forlade hospitalet, når de er færdigbehandlede. Selv om hospitalet er fyldt til bristepunktet, er forholdene langt at foretrække frem for den virkelighed, de lukkes ud til.

 

En for tidligt født baby får hjælp af Læger uden Grænser

Et alvorligt underernæret og for tidligt født spædbarn bliver behandlet på vores klinik i Kutupalong, Bangladesh. © Paula Bronstein/Getty Images

 

Et uværdigt sted

Med min sundhedsfaglige baggrund er det hårdt at sende disse sårbare mennesker tilbage til ”slummen”. De ved godt, hvad de burde gøre. Men mulighederne eksisterer ikke.

 

De kan ikke vaske hænder, fordi der ikke er rent vand, og de kan ikke komme på et ordentligt toilet.

 

Oven i det må de føle et enormt tab af værdighed, fordi alle kan følge med i alt, hvad de foretager sig. Bogstavelig talt alt, selv de mest private gøremål, sker omgivet af mennesker.

 

 

Risiko for katastrofe

Det er tvingende nødvendigt at få styr på de basale ting som vandforsyning og bedre sanitære forhold. Det kræver koordinering med de andre organisationer, der er til stede her.

 

Hvis ikke situationen forbedres, er der ingen chance for, at vi kan forhindre dette i at udvikle sig til en katastrofal medicinsk nødsituation.

 

Mennesker på flugt lever under kummerlige forhold i Bangladesh

Børn og voksne på flugt lever i mudder, tis og afføring i de overfyldte flygtningelejre i Bangladesh. © Antonio Faccilongo

 

Gode intentioner er ikke nok

Lokale velmenende og godhjertede folk fra Bangladesh har de bedste intentioner om at hjælpe. Men det er tæt på, at de gør ondt værre, fordi de er uden erfaring med nødhjælpsarbejde.

 

De uddeler mad og tøj fra bagenden af varebiler midt i tætte forsamlinger. Så kommer folk løbende til. Der udbryder kaos, og folk kommer til skade, fordi de velmenende lokale ikke tænker på, at der skal være nogle til at holde orden, når der uddeles nødhjælp.

 

Det er endnu et område, hvor koordinering er tvingende nødvendigt for at sikre, at distribueringen sker under ordnede og sikre forhold.

 

Ufattelige behov

Der skal handles hurtigt, og der ligger et enormt arbejde forude. Hvis vi skal etablere bare nogenlunde ordentlige sanitære forhold, skal der opføres 8.000 toiletter. Så vil der være omkring et toilet til 50 mennesker på flugt.

 

Jo længere tid der går, inden de kommer på plads, jo større er risikoen for, at der udbryder vandbårne sygdomme.

 

Hvis alle skal have mulighed for at få fem liter rent vand om dagen, kræver det to millioner liter dagligt. Der er også brug for enorme mængder af mad og nødforsyninger for at undgå en voldsom stigning af underernærede.

 

Der er brug for, at alle øger indsatsen, så langt flere mennesker med erfaring for nødhjælpsarbejde træder til, her og nu. 

 

Kate arbejder for Læger uden Grænser

Kate White er sygeplejerske og nødhjælpskoordinator for Læger uden Grænser i Bangladesh. 

 

Smalle stier og mudrede bakker

Arbejdet, der ligger forude, er enormt. Det forværres og vanskeliggøres af, at det er en logistisk udfordring at få nødhjælpen frem.

 

I det område, hvor størstedelen af de nye flygtninge har slået sig ned, er der ingen veje. Derfor skal alt transporteres på ryggen og til fods.

 

Turen foregår ad smalle stier i bakket terræn. Op og ned ad glatte og mudrede bakker, før man når frem. Det er en næsten uoverstigelig udfordring i sig selv.

 

Håb om bedre forhold

På trods af de massive udfordringer så siger min optimistiske side mig, at det er muligt at vende den håbløse situation.

 

De hundredtusindvis af rohingya-flygtningene, der har slået sig ned her i området i løbet af den seneste måneds tid, vil sandsynligvis aldrig opleve bare tilnærmelsesvis den samme komfort, som du og jeg kender til. De vil sandsynligvis aldrig få fast tag over hovedet.

 

Men det er med sikkerhed muligt for os at forbedre forholdene for de mennesker, der lige nu lever i det, der bedst kan beskrives som helvede på jorden.”

 

Sådan hjælper vi flygtninge i Bangladesh

  • Vi har lige nu syv projekter - blandt andet en klinik i den midlertidige Kutupalong-lejr på grænsen til Myanmar. Her udfører vi både akut og almindelig sundhedspleje til rohingya-flygtninge og lokale. Der er officielt 70 sengepladser, men for tiden er der gennemsnitligt indlagt 115 patienter.
  • Siden slutningen af august, hvor krisen begyndte, har vi behandlet flere end 30.000 patienter.
  • Som reaktion på det stigende antal flygtninge har vi øget indsatsen markant med at skaffe rent vand, bedre sanitære forhold og mere medicinsk hjælp til rohingya-flygtningene.
  • Vi har ansat yderligere 800 medarbejdere på grund af det stigende behov for hjælp. Vores samlede antal ansatte på stedet er dermed steget fra 200 til 1000.

 

  • Bangladesh

    Indbyggere: 161 mio.
    Forventet levealder m/k: 71/73  år
    Børnedødelighed: 38 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 331
     
    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Bangladesh i 1985. 
     
    Kilder: Læger uden Grænser og WHO