”At se en patient vende tilbage til livet er simpelthen den største gave”

Gitte Rønde er udsendt som psykolog for Læger uden Grænser i Etiopien.
Gitte er udsendt som psykolog for Læger uden Grænser i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea. © Gitte Rønde

Vores psykolog Gitte sørger for bedre mental sundhed i en flygtningelejr i Etiopien. Hun giver indblik i lejren, om at redde selvmordstruede, og hvordan en bold gavner de mange uledsagede børn. 

”Kort efter min ankomst til projektet måtte vi indlægge en selvmordstruet patient med svær depression.

 

Det var en afkræftet og svært depressiv patient, jeg tilså sammen med psykiateren den morgen.

 

Jeg kunne nærmest ane hans skellet under tæppet, så afmagret var han. Jeg fik at vide, at patienten talte nogenlunde engelsk, og derfor kunne jeg tilse ham og tale med ham direkte uden tolk.

 

Giv mig lov til at dø

Han rakte mig sin hånd som hilsen, men vendte hovedet bort og søgte ikke øjenkontakt. Han talte med en meget sagte stemme og gav indtryk af, at han ikke var interesseret i nogen form for hjælp.

 

Han ville ikke spise, og det eneste, han bad om den dag, var, om vi kunne give ham noget medicin, så han kunne få lov til at dø.

Han ville ikke spise, og det eneste, han bad om den dag, var, om vi kunne give ham noget medicin, så han kunne få lov til at dø.

 

Over de næste uger så jeg Abel (navnet er ændret) hver dag. I starten var sessionerne meget korte - Abel ville ikke tale, han blev hurtigt træt og irritabel.

 

Jeg mærkede teamets frustration, når han blev ved med at gentage sine selvmordstanker. Det var en god anledning til at træne dem i arbejdet med selvmordstruede patienter.

 

Men Abel blev en stor bekymring for mig. Jeg vurderede, at hans selvmordsrisiko var så høj, at jeg også besøgte ham i løbet af weekenden. Ofte fandt jeg ham siddende alene udenfor hospitalet, mens han stirrede tomt på horisonten.

 

Selvmordsforsøg

Han benægtede at have nogen familie, selvom hans bror, som havde bragt ham til os, sad lige i nærheden. En nat forsøgte Abel at begå selvmord, og selvom vi gjorde vores bedste for at passe på ham, frygtede jeg hver morgen at finde ham død.

 

Jeg gav Abel farveblyanter og et mandala-mønster, han kunne male, når tankerne blev for overvældende, og jeg lovede at komme forbi for at se tegningen den næste dag.

 

Før du får mere at vide om Abels videre skæbne, vil jeg fortælle om min usædvanlige arbejdsplads.

 

Sådan fik jeg indsigt

Flygtningelejren, jeg arbejder i, modtager flygtninge fra Eritrea. For at forstå projektet bedre startede jeg med at gå rundt i flygtningelejren, ligesom vores “community health workers” gør hver eneste dag.

 

Teamet består af flygtninge, der fungerer som vores talerør til “the community” - altså flygtningelejren. De går fra dør til dør og fortæller om Læger uden Grænser og om symptomer på psykiske problemer.

 

Inde i lejren

Husene i flygtningelejren er små firkantede betonblokke med en åbning som indgang og måske et lille vindue. Indenfor fungerer en forhøjning som seng for de ofte 4-8 beboere (som ikke nødvendigvis er en familie), så de ikke skal ligge på den bare jord.

 

Der er ikke toilet i huset og heller intet rindende vand. Der er opstillet toiletter rundt omkring i flygtningelejren, og vandet hentes i spande fra vandhaner, der er sat op for at forsyne lejren med vand.

 

Alle steder brygges der kaffe over et lille ildsted, og der dynges rigeligt med sukker i kaffekoppen - hvis der altså er noget sukker. Sukker er rationeret og meget dyrt at købe, hvis man er så heldig at finde det.

 

Gitte brygger kaffe sammen med en kollega fra Læger uden Grænser i Etiopien.

Gitte og terapeuten Shewit brygger kaffe til deres kolleger. De rister selv bønnerne og maler dem med håndkraft. Så brygger de kaffen i lerkanden over ilden. Det er vanen, at man drikker tre kopper kaffe hver. Den første er meget stærk og den sidste mildere. © Læger uden Grænser

 

Ondt i hjertet

Blikkene, flygtningene sender mig, er venlige, men forbeholdne. Det virker som om, der er en mistillid hos de fleste her. Forståeligt, når man tænker på, hvad deres øjne har set.

 

Selvom flygtningene antages at være nået i sikkerhed, når de ankommer til Etiopien, venter her andre sorger. Livet i flygtningelejren er meget begrænset, og efterhånden fatter håbløsheden sit tag i de fleste.

 

Forleden fortalte en af vores sundhedsarbejdere om sin kone og to børn, som fortsat befinder sig i Eritrea. Jeg spurgte forsigtigt, om han havde kontakt til dem.

 

“For seks måneder siden var der et par beskeder…,” lød det fra ham.

 

Hans blik blev pludselig sørgmodigt og fæstnede sig til jorden.

 

Man kan se håbløsheden i folks øjne, og jeg får ondt i hjertet, når jeg hører deres historier.

 

Tålmodighed og tillid

Min kontakt med den selvmordstruede patient Abel blev langsomt bedre, og efterhånden smilede han, når jeg kom for at tale med ham.

 

Medicinen var også med til at stabilisere ham, og vi nåede efterhånden så langt, at han kunne fortælle os, at der var noget, han bekymrede sig om, men som han ikke kunne sige.

 

Jeg øvede teamet i at være tålmodige med ham og fortsat opbygge hans tillid til os. Vi havde længe overvejet, om han kunne være hiv-smittet. Nu hvor han endelig samarbejdede med teamet, fortalte vi ham om vores bekymringer med håb om, at han ville lade sig teste.

 

Tilbage til livet

Jeg holdt vejret, mens vi ventede på resultatet. Glæden skyllede ind over mig, da testen var negativ. Abel var tydeligt lettet og meget, meget træt, da det hele var overstået.

 

I dag er jeg stadig ikke sikker på, om frygten for hiv-smitten og stigmatiseringen var kilden til Abels depression, eller om årsagen var en anden.

 

Det vigtigste for mig var at se, hvordan teamet blev bedre til at arbejde med ham og ikke mindst, hvordan han langsomt vendte tilbage til livet.

 

Smil

For en måned siden udskrev vi Abel fra afdelingen, og forleden kom han forbi til opfølgning. Han havde taget på i vægt og mødte mig med et stort smil, da han trådte ind ad døren. Vi talte lidt om tiden, hvor han var indlagt, og han takkede mange gange for den hjælp, han havde fået.

 

Der blev stille i lokalet et øjeblik, og både Abel og jeg måtte vist synke en gang for at holde tårerne væk. At se en patient vende tilbage til livet på den måde er simpelthen den største gave ved mit arbejde.

 

Gitte sammen med kollegerne i Læger uden Grænser

Gitte sammen med sit team i flygtningelejren. © Læger uden Grænser

 

Børnene savner familien

En stor del af flygtningene her i lejren er børn og unge, som krydser grænsen til Etiopien uden deres familier.

 

En af vores opgaver i afdelingen er at arbejde med disse uledsagede flygtningebørn. Arbejdet er til dels forebyggende, og vi bruger meget tid på at tale med børnene om livet i lejren og de psykiske følger, som mange af dem oplever.

 

En dreng fortalte meget sigende: “At komme her til lejren er meget anderledes, end vi havde troet. Vi håbede på at komme til Europa, men det er en farlig rejse, så nu er vi her. Vi savner vores familier.”

 

For øjeblikket er der ingen sikker måde at vende tilbage til Eritrea for at genforenes med familien. Børnene føler sig fanget i flygtningelejren - uden noget sted at tage hen.

 

Håbløshed og håb

Når jeg ser på de mange flygtningebørn, tænker jeg ofte på tabte generationer. Det er nemt at lade sig overmande af håbløsheden.

 

Heldigvis er en af mine opgaver her at arbejde med netop håbløsheden og forbedre den mental sundhedstilstand i lejren for at give både børn og voksne et bedre liv.

 

Hver dag møder jeg også positive historier. Her er håb, man skal bare åbne øjnene.

Hver dag møder jeg også positive historier. Her er håb, man skal bare åbne øjnene.

 

Fodbold for mental sundhed

Som med mange andre lande er fodbold den helt store interesse, og mit team har derfor brugt sommerperioden til at arrangere en fodboldturnering for de uledsagede flygtningebørn.

 

Fodboldbanen er en ujævn mark uden græs. De fleste flygtninge ejer kun et par plastiksandaler, og de flyver rundt på banen, når der bliver sparket hårdt.

 

Det er der dog ingen, der bliver slået ud af, og hvis der er en vigtig chance, kan man sagtens drible afsted med kun én sandal.

 

Gitte og kollegerne er klar til fodboldkamp i flygtningelejren i Etiopien.

Humøret er højt i bilen. Gitte og hendes terapeut-kolleger er på vej til finalen i den store fodboldturnering for uledsagede børn. Der er et stykke vej til fodboldbanen, så de har fyldt fodbolde, net til fodboldmålene, spillertrøjer og vand til spillerne i bilen. © Gitte Rønde

 

Vi starter kampen med opvarmning for alle i en stor cirkel - nogle gange er der over 100 børn. De fleste børn kender Læger uden Grænser fra vores ugentlige psykosociale aktiviteter og svarer os kækt, som børn nu gør, når vi spørger dem, hvad Læger uden Grænser laver i lejren.

 

“I hjælper folk, som er kede af det eller har stress (tænkepause) …eller folk, der spiser for meget!”

 

Med tanke på mad-rationerne er sidstnævnte nu sjældent et problem her, men det gav anledning til højlydte grin fra alle. Jeg bliver så rørt, når jeg ser børnene smile og for et øjeblik glemmer, at de bor i en flygtningelejr - uden deres familier. Tænk, hvad man kan udrette med en fodbold - altså!”

 

Gitte Rønde er udsendt som psykolog til en flygtningelejr i det nordlige Etiopien på grænsen til Eritrea. Det er første gang, at hun er i felten med Læger uden Grænser.

 

Flygtninge i Etiopien:

  • Alene i år har Etiopien taget imod 72.890 nye flygtninge.
  • Det får det samlede antal flygtninge og asylansøgere i landet op på 852.721 mennesker, heraf er de 161.941 fra Eritrea. Det viser de seneste opgørelser (31.8-2017) fra UNHCR.

 

  • Etiopien

    Indbyggere: 91,7 mio.
    Forventet levealder m/k: 62/65 år
    Børnedødelighed: 59 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år
    Medarbejdere i 2016: 1.573


    Læger uden Grænser arbejdede første gang i Etiopien i 1984. 

     

    Kilder: Læger uden Grænser og WHO