Nødråb fra Yemen: ”Snigskytter skyder på alt”

Rizak Ali Saeed er 11 år, han var en ud af tre børn, der blev såret, da to missiler ramte deres hus. Hans mor blev dræbt og hjemmet lagt i ruiner.
Rizak Ali Saeed er 11 år. Han var en ud af tre børn, der blev såret, da to missiler ramte deres hus. Hans mor blev dræbt og hjemmet lagt i ruiner. © Salah Dongu’du/Læger uden Grænser

Befolkningen i Taiz mangler alt. To medarbejdere – en nyuddannet lokal læge, der vælger arbejdet over sikkerhed, og en logistiker fortæller om forholdene.   

”Jeg arbejdede på vores mor/barn-hospital i byen. Vi havde rigeligt at se til på trods af, at der er mange risici forbundet med at komme til hospitalet. Snigskytter skyder på alt. Alene det at finde et køretøj er vanskeligt.

 

Så er der risikoen for at køre på en landmine, og der er fare for granater og luftangreb. Mange patienter er forhindret i at søge til hospitalet i tide på grund af krigen.

 

Nogle når først frem, når det er for sent,” siger Christopher McAleer, der netop er vendt hjem efter at have arbejdet som logistiker i Taiz.

 

Situationen i Yemens tredjestørste by Taiz er katastrofal. Byens centrum har været under belejring af Houthi-oprørere siden april 2015 – byen er splittet af frontlinjer.

 

Hospitaler, klinikker, sundhedspersonale og ambulancer er gentagne gange blevet bombemål.

 

Vores patienter på begge sider af fronten fortæller enslydende beretninger: vilkårlige granatnedslag midt i madlavningen, luftangreb på vej til markerne, hyrder der lemlæstes af landminer og snigskytter, der nedskyder civile uden for deres hjem.

 

Der er kun ganske få operative sundhedstilbud tilbage i byen, og det er vanskeligt at få forsyninger frem.

 

Ingen respekt for civile

”Madpriserne er eksploderet, infrastrukturen og vandforsyningen er bombet i stykker i store dele af byen. Sundhedssystemet er nærmest kollapset,” siger McAleer.

 

Ingen af krigens parter udviser respekt for civile. Derfor oplever vi uhørt mange civile blandt vores sårede patienter. 50-60 procent af de patienter, vi har behandlet for krigsskader i Taiz, er civile.

 

Mange civile er flygtet og lever under kummerlige forhold. Før krigen boede der omkring 600.000 mennesker i byen, nu er der omkring 200.000 tilbage. Her fortsætter McAleer sin fortælling:

 

Tættest på døden

”Det, der virkelig påvirkede mig, var historierne fra vores lokale medarbejdere. Flere af dem boede i midten af byen. Tæt ved frontlinjen. De kunne aldrig føle sig sikre. De vidste aldrig, hvornår en granat landede.

 

Frontlinjen flyttede sig jævnligt, så de har været tvunget til at flytte op til flere gange for at komme længere væk fra granatnedslagene. Men så er der også alle snigskytterne.

 

En dag var en af mine kolleger på vej til arbejde. Mens hun stod på gaden, blev personen ved siden af hende skudt i hovedet af en snigskytte – vedkommende døde på stedet.”

 

En kvinde er flygtet til et mere sikkert sted i Al-Batra området, Taiz. © Mohammed Sanabani/Læger uden Grænser

En kvinde er fordrevet fra sit hjem og har nu bolig i dette telt i Al-Batra-området, Taiz. © Mohammed Sanabani/Læger uden Grænser

 

Unormal adfærd

”Folk har vænnet sig til det. Men jeg så små tegn, der afslørede, hvordan lang tids krig havde påvirket mine lokale kolleger. Hvis en dør på kontoret smækkede, så troede folk instinktivt, at det var et luftangreb, og så hoppede de eller dukkede sig.

 

Når jeg spurgte de lokale medarbejdere, hvad den største udfordring havde været det seneste stykke tid, så sagde de, at det var uvisheden over, om de ville overleve turen til arbejdet. De frygtede, om de ville blive dræbt på turen frem eller tilbage."

 

En af de eneste

”Vi er en af de eneste medicinske aktører i Taiz, så hvis vi trækker os, ser det virkelig skidt ud for befolkningen. Det er på mange måder en kæmpe udfordring at arbejde i Taiz.

 

Sikkerhedssituationen, evige forhandlinger med parterne og mennesker, der ville ind på hospitalet uden at efterlade deres kalashnikov.

 

I Taiz er det lige så udbredt at have geværet med sig rundt i byen, som det er at bære rundt på en smartphone herhjemme.

 

Vi er i Taiz, og vi vil fortsat være der, for det er det, som befolkningen i Taiz har brug for,” fortæller Christopher McAleer.

 

Christopher er nu hjemme i sikkerhed – sådan er situationen ikke for denne nyuddannede lokale læge, der fortæller historien om, hvordan hun kom til at arbejde for Læger uden Grænser:

 

Fra Kairo til Taiz

”Jeg havde netop gjort mit lægestudie i Kairo færdig, da krigen i Yemen eskalerede. Min familie opfordrede mig til at blive i Egypten, men jeg ville hjem. Jeg var tilbage den 25. maj 2015.

 

Jeg flyttede ind hos mine forældre, mine to brødre og min søster i vores hus i centrum af Taiz. Men en dag, da min søster og jeg sad og diskuterede en bog, blev vi reddet ved et rent held.

 

Et projektil blev standset af en metalramme – ved vinduet hvor vi sad. Situationen i vores kvarter blev bare værre og værre."

 

Her sørger en søn over tabet af sin mor. Hun blev dræbt, da granater slog ned i hjemmet. © Læger uden Grænser

Her sørger en søn over tabet af sin mor. Hun er netop blevet begravet på kirkegården i Taiz . Hun blev dræbt, da granater slog ned i hjemmet. © Læger uden Grænser

 

Tvunget til flytning

"I juli var vi tvunget til at flytte. Vores kvarter blev fyldt med soldater, tanks og larm fra tungt artilleri og maskingeværer – døden kom for tæt på.

 

Ved siden af vores hus lå der et højt indkøbscenter, hvor snigskytter holdt til. En dag så jeg en dreng blive skudt. Han kom gående ned ad gaden uden for vores hus.

 

Han var ikke soldat – han var bare 18 år og ubevæbnet – dagen efter flyttede vi over til min onkel. Vi havde kun tid til at tage de vigtigste papirer og noget tøj med.

 

Efter seks uger blev det også for farligt at bo i det område, så vi flyttede ud til mine bedsteforældre, der boede i en landsby uden for byen."

 

Læge på landet

"Rygtet gik, at jeg var læge, så jeg blev opsøgt i tide og utide. Men det var begrænset, hvad jeg kunne hjælpe med. Der kom mange med hudsygdomme og udslet, der skyldtes, at de var flygtet og boede under dårlige forhold i gamle forladte huse.

 

Jeg arbejdede i tre måneder hos en læge, der havde sin praksis i nærheden. Men jeg fik det skidt med, at han udskrev alt for meget medicin til patienterne, blot for at han selv kunne tjene flere penge. Så jeg stoppede med at arbejde for ham.

 

I sommer så jeg så et jobopslag fra Læger uden Grænser, der søgte en læge til deres hospital i Taiz. Det job ville jeg have."

 

De fleste patienter er børn

"For at komme til job-interviewet måtte jeg tage en større omvej over bjergene, fordi hovedvejen var blokeret. Det betød, at turen, der normalt kan tilbagelægges på 1-2 timer, kom til at tage mig fire timer.

 

Jeg fik jobbet. Så vi flyttede igen for at komme tættere på hospitalet. Det havde nu været sikrere at blive ude på landet – men jeg havde brug for at arbejde, også selv om det er mere farligt der, hvor vi bor nu.

 

Jeg kan godt lide mit nye arbejde på intensivafdelingen for underernærede. Langt de fleste af vores patienter er børn, fordi de har størst risiko for at blive svært underernærede."

 

Tom pengekasse

"Jeg vil gerne hjælpe mennesker i begyndelsen af deres liv. Derfor vil jeg gerne videreuddanne mig til børnelæge. Alle papirerne var kommet i orden, så jeg kunne rejse tilbage til Kairo og tage specialet. Men tingene gik ikke som planlagt.

 

Sundhedsministeriet i Yemen har ikke flere penge, så nu håber jeg, at jeg på et senere tidspunkt kan få et legat fra staten, så jeg kan blive børnelæge.

 

Hvis der til den tid stadig vil være en stat.”   

 

Sådan hjælper vi i Yemen

Siden maj 2015 har vi støttet hospitaler på begge sider af frontlinjen med udstyr og forsyninger. I november 2015 åbnede vi et mor/barn-hospital og et traume- og stabiliseringscenter.

 

I 2016 hjalp vi 5.300 børn til verden i Taiz, og 2.500 børn var i behandling for alvorlig underernæring.

 

Siden krigen brød ud, har vi behandlet 55.000 sårede patienter, heraf kom over 10.700 af dem fra Taiz.

 

Forholdene i Taiz er desværre ikke enestående, men snarere et spejlbillede af den generelle situation i Yemen. Derfor opfordrer Læger uden Grænser internationale hjælpeorganisationer og regeringer til at øge den humanitære hjælp. For der er brug for langt mere hjælp.

 

Derfor er Læger uden Grænser i færd med at øge indsatsen yderligere i det krigshærgede land.