Nyhedsartikler

 

Mit liv med hiv. Lewis fortæller.

---

Her i Malawi er det et godt job at være lærer. Jeg elsker at dele min viden med børnene. Jeg er stolt af mit arbejde, selvom lønnen er meget lille. Der er 80 elever i min klasse - det er meget arbejde og et stort ansvar. I de senere år har vi mistet flere og flere lærere på grund af hiv og aids. Sidste år døde to af mine kollegaer. Det her billede viser alle lærerne på skolen, lige inden vi mistede de to. Nu er to andre kollegaer blevet syge. Jeg kan genkende symptomerne, og jeg prøver at overtale dem til at lade sig teste. Men de tør ikke, de er bange for resultatet.

Min bror døde, da han var 31. Han var skuespiller og rejste fra landsby til landsby og fortalte historier. Men han fortalte aldrig om sin hiv-status, ikke engang på sit dødsleje. Det er seks år siden. Hans datter, Innocent, bor hos os nu. Min søster døde få år senere, og hendes to børn bor også hos os. Nu har vi seks børn at passe på. Det er ikke altid let.

I 2001 blev min kone, Mary, syg. Hun kunne ikke gå og ikke lave mad. Hun kunne ingenting, og folk i landsbyen begyndte at gøre grin med hende. Jeg kan huske nogle kvinder, der drillede hende, fordi hun havde tabt sig og ikke kunne arbejde. Jeg blev så vred. Jeg tænkte, "de aner ikke, hvad de gør grin med." Hun kom på hospitalet, blev testet hiv-positiv og begyndte ARV-behandling. Få måneder senere havde hun taget på, og hun var blevet stærk og smuk igen. De, der lo ad hende, beundrer hende nu.

Det var Mary, der fik mig til at tage testen, og det var en svær beslutning for mig. Selv om jeg havde ventet det, var det et chok at få resultatet, "positiv". Folk sagde altid, at det var enden på livet - slut med at lægge planer.

Jeg fik kontakt til Mr. Bokossi, som er frivillig aids-rådgiver. I begyndelsen ville jeg ikke tale om min hiv-status, men han fik mig til at åbne mig, og en dag sagde jeg til mig selv, "det er ikke enden på mit liv. Jeg vil stadig lægge planer." Så begyndte jeg at bygge vores nye hus.

Nogle måneder efter blev jeg syg. Nogle dage kunne jeg dårligt klare mere end en time i skolen. Jeg forsøgte at lade som om, alt var i orden overfor eleverne, men jeg var så svimmel. Det blev umuligt at besøge Mr. Bokossi, fordi han bor på den anden side af floden. Jeg forsøgte at gå over den smalle bro, men jeg rystede for meget og mine ben var svage. Mr. Bokossi kom tit på besøg. Den mand gav mig så meget håb og støtte, da jeg var allermest svag og desperat.

Det var bekymringen for min kone, der holdt mig i live. Jeg blev ved med at tænke på, hvad der ville ske med min familie, hvis jeg ikke længere kunne tjene penge. Mary var bekymret. Hun sagde, "Lewis du hoster hele tiden. Du lider". En dag besvimede jeg lige her på gulvet. Så kom jeg på hospitalet og begyndte ARV-behandlingen. I begyndelsen måtte jeg gå 14 kilometer til hospitalet i Thyole for at få medicin, men nu kan jeg få den på klinikken kun fem kilometer herfra.

Medicinen har gjort min krop stærkere. Min appetit er kommet igen. Jeg kan undervise hele dagen igen, og jeg kan trække vejret ordentligt. Jeg er medlem af Napham, the National Association of People Living with hiv/aids in Malawi. Vi mødes to gange om måneden, og her kan jeg tale om min situation uden at blive fordømt og uden at skamme mig. Jeg ved, at alting vil gå godt, så længe Læger uden Grænser kan give mig adgang til medicin og behandling. Uden deres hjælp ville mange mennesker dø. Også mig.

Her er jeg med min datter Priscilla. Hun blev syg for tre måneder siden, så jeg tog hende til hospitalet, hvor hun blev testet. Lægen spurgte, om jeg var parat til at høre resultatet, og jeg sagde "ja, jeg er parat." Han sagde, at Priscilla også er hiv-positiv. Så nu kender jeg i det mindste sandheden, nu kan jeg hjælpe hende. Jeg talte engelsk med lægen, så hun kunne ikke forstå, hvad vi sagde. Hun er kun seks år. Når hun er ældre, vil jeg fortælle hende, at hun er hiv-positiv.

Den her plakat hænger i min stue. Jeg bruger den, når jeg taler med mine gæster om hiv og aids. I skolen har jeg sat et nyt fag på skemaet, "Life skills education". Det handler om, hvordan man undgår hiv. Jeg har ikke sagt ligeud til eleverne, at jeg er hiv-positiv, men jeg taler meget med dem om aids, og de er klar over, at jeg ved rigtig meget om sygdommen. Jeg tror snart, jeg vil fortælle dem det hele, for nu er jeg stærk nok til at tale åbent. Jeg har ikke noget at skjule.

Hiv og aids i Malawi

Andre hiv-fortællinger
Denise, familieforsørger
Brisco, forældreløs
Siama, aktivist

Denise fra DR Congo og Drengen Brisco

Læger uden Grænsers tema om hiv og aids