![]() Sydafrika er et af de lande i verden, der er allermest plaget af voldtægter. Det anslås, at et menneske voldtages hvert 26. sekund.Foto: © Wayne Conradie |
”Voldtægtsforbryderne truer barnet efter voldtægten: ”Hvis du siger det videre, vil jeg dræbe dig. Jeg vil dræbe dig, og jeg vil dræbe din mor”. Det skaber frygt, og barnet ønsker ikke at tale om det. Og hvis de holder det inde, det ødelægger dem," siger Ntutu Ntwana. Hun er sygeplejerske hos Læger uden Grænser og projektkoordinator på Simelela Center i Khayelitsha.
De fleste ofre er under 19 år
Simelela, som betyder ”at støtte sig til” på sproget xhosa, har siden september 2003 hjulpet ofre for seksuel vold i townshippen. Det er i dag et fuldt udbygget center, der tilbyder kombineret sundheds- og socialhjælp samt retslig hjælp i samarbejde med politi og retssystem.
En usædvanlig høj procentdel af voldtægterne - 31 procent - forekommer i hjemmene, og ofre og gerningsmænd kender ofte hinanden. I hele 66 procent af tilfældene, der registreres på Simelela Center, er ofrene yngre end 19 år. De unge ofre deler ligesom de voksne ofre hjem med ægtemænd, fædre, onkler og forsørgere, der misbruger eller voldtager dem.
| Fakta: Simelela Centre |
|
Simelela Centre blev oprettet i 2003 for at tilbyde medicinsk behandling og indsamling af retsmedicinsk bevismateriale, samt rådgivning og opfølgning til ofre for seksuel vold 24 timer i døgnet, syv dage om ugen.
Simelela er et samarbejde mellem Læger uden Grænser, den sydafrikanske regering, politiet og civilsamfundsgrupper med Læger uden Grænser i en koordinerende rolle.
Den 1. juli 2009 overleverede Læger uden Grænser administrationen af Simelela til den sydafrikanske organisation ‘Mosaic Training, Service og Healing Centre for Women.’ |
Før etableringen af Simelela for seks år siden havde voldtægtsofre i Khayelitsha næsten ingen muligheder for at få hjælp og undslippe tavshedens fængsel. Det nærmeste behandlingscenter var 15 kilometer væk. Det lyder ikke af meget, men hvis man ikke har penge til transporten, er det ubegribeligt langt væk. I dag er centeret et etableret sted, som folk i Khayelitsha har tillid til, fordi de ved, at der bliver lyttet til dem.
Tillid er afgørende
"Vi har gjort et stort arbejde for at øge bevidstheden. Vi gik fra dør til dør, og lavede optog og dukketeater for børn i skoler og børnehaver. Vi fortalte dem, at de skal bryde tavsheden og tabuerne om voldtægt. Gifte kvinder og kærester, som havde været ”fængslet” i deres egne soveværelser fortalte os, hvad der skete med dem. Det er altid svært at tale ud om voldtægt, især når det er en person tæt på dig, et familiemedlem eller en nabo, der har begået den," siger Ntutu Ntwana.
"Disse kvinder og børn har brug for, at nogen tror på deres historier. Hvis du ikke tror på dem, vil de ikke fortælle det til nogen nogensinde igen - især hvad børnene angår."
Simelelas opsøgende arbejde har ændret tusindvis af liv i Khayelitsha. Mellem august 2005 og maj 2009 har i alt 6.330 kvinder og børn søgt hjælp på klinikken. Mere end 80 procent af voldtægtsofrene er blevet behandlet inden for 72 timer efter hændelsen, hvilket betyder at flere og flere ofre tør tale om misbruget kort tid efter voldtægten.
/cn
Sydafrika
Indbyggere: 49,6 mio. Forventet levealder: 53 år Børnedødelighed: 67 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2009: 158 MSF arbejdede i Sydafrika i midten af 1980’erne og har arbejdet der igen siden 1999 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |