Interview

 

Risikofyldt nødhjælp

Upartisk, neutral og uafhængig humanitær assistance er ikke anerkendt af en lang række af de bevæbnede grupper i konflikten i Irak. Det betyder, at Læger uden Grænser (MSF) må arbejde i periferien af de områder, der er præget af vold.

---

En otte-årig irakisk dreng i MSF´s kirurgiske program i Amman, Jordan. Han fik alvorlige ansigtsskader og mistede et øje og en fod i en bilbombeeksplosion i nærheden af hans hjem i Bagdad i oktober 2006. Lægerne forsøger at rekonstruere så meget som muligt af hans ansigt. Foto: © Michael Goldfarb/MSF

MSF har for nyligt genoptaget sin hjælp til Irak, som hver dag oplever store antal sårede. Interview med MSF´s landechef i Irak, Erwin Van
Der Borght, om tankerne bag.

Hvad er MSF´s strategi for at hjælpe irakerne?
Erwin Van Der Borght:
- MSF besluttede at trække sig fra Irak i november 2004, fordi det på det tidspunkt blev vurderet, at sikkerhedssituationen for humanitære organisationer ikke længere kunne retfærdiggøre at fortsætte eksisterende projekter, eller at vi fortsat havde MSF personale i landet. Men på grund af optrapningen af volden og forværringen i den humanitære situation, begyndte MSF i løbet af 2006 at undersøge mere utraditionelle måder at yde den irakiske befolkning hjælp på - uden at udsætte lokale samarbejdspartnere eller vores eget personale for unødige risici.

MSF yder kirurgisk og medicinsk hjælp til mennesker ramt af krigsskader. Dette gør vi ved både at henvise patienter til sikrere steder i Irak eller til et naboland, hvor de kan blive opereret, og ved at styrke de lokale hospitalers kapacitet til at yde akut hjælp for eksempel ved at forsyne dem med de nødvendige medicinske materialer. UNAMI (FN-styrken i Irak) vurderer, at der i 2006 blev slået omkring 34.450 civile ihjel i Irak, mens 36.680 blev såret som følge af volden i landet. Rapporter fra det irakiske sundhedsministerium indikerer, at der fra midten af 2004 til midten af 2006 har været 2,9 sårede for hver dræbt.

Antallet af internt fordrevne, siden moskeen i Samarra blev bombet i februar 2006, blev i slutningen af 2006 vurderet til at være 640.000. Selvom kun en lille del - cirka tre procent - bor i lejre for internt fordrevne, havde mange brug for et bedre husly, arbejde og ordentlig lægehjælp. Dertil kommer at omkring to millioner irakere er flygtet fra landet, primært til Jordan og Syrien, over de seneste par år. 14.000 familier menes at være flygtet til Kurdistan i løbet af 2006.

Der er meget mediedækning af den militære side af krigen, men meget lidt om den humanitære del. Hvad gør denne krise særligt udfordrende fra et humanitært synspunkt?
Erwin Van Der Borght:
- Indtil for et par måneder siden blev den humanitære krise stort set ikke dækket. Det skyldtes blandt andet, at FN og forskellige udenlandske donorer til trods for at en intensiv konflikt påvirkede store dele af landet fokuserede på udvikling [modsat nødhjælp]. Men største begrænsning har dog nok været humanitære organisationers manglende adgang til det meste af Irak på grund af den ringe sikkerhed. Det betyder, at det er ekstremt svært at gennemføre ordentlige undersøgelser af de humanitære behov. Og det betyder også, at det er endnu sværere at reagere på disse behov.

Det er grundlæggende princip i MSF´s sikkerhedspolitik i de fleste lande, vi arbejder i, at vi som organisation er accepteret der. Men, som de seneste år har vist, er idéen om upartisk, neutral og uafhængig humanitær assistance ikke længere anerkendt af en lang række af de bevæbnede grupper, der er involveret i konflikten i Irak. Det betyder, at MSF kun kan arbejde i periferien af de områder, der er præget af vold.

Det kaos og den usikkerhed, der hersker i Irak, har skabt en situation, hvor også sundhedspersonalet er ofre i konflikten, hvilket sætter den medicinske infrastruktur under et enormt pres. Hvordan kan MSF lette noget af dette pres?
Mange læger og andet sundhedspersonale er flygtet på grund af den almindelige usikkerhed, og fordi de specifikt er blevet mål for angreb - enten i form af almindelig berigelseskriminalitet eller af politiske årsager. Hospitalerne står jævnligt over for mangel på essentielle og basale forsyninger, idet den nationale forsyning stort set er kollapset på grund af sikkerhedssituationen, beskyldninger om korruption og politiseringen af medicinsk hjælp og et ineffektivt sundhedsministerium. Vi udtrykker vores solidaritet med det lokale personale ved at være i jævnlig kontakt med hospitalsdirektørerne.

Derudover er det planen, at MSF skal arbejde på to hospitaler - også med internationalt personale - i den mere sikre del af landet - for at sikre, at sårede får hospitalshjælp. Vi vil styrke muligheden for at kunne henvise patienter, vi vil undervise det lokale personale, og vi vil sørge for medicinske forsyninger og for at udvikle en katastrofeplan. Patienter rejser ofte meget langt internt i Irak for at få lægehjælp, fordi de ikke føler sig sikre dér, hvor de kommer fra, eller fordi deres lokale hospital ikke fungerer.

Er den forventede effekt risikoen værd for både MSF personalet og de irakiske kolleger?
I øjeblikket er de risici, som MSF´s personale tager, begrænsede, fordi vi har besluttet at arbejde I periferien af de voldelige områder. Vi tager naturligvis så mange forholdsregler som muligt, for at mindske risici for vores irakiske samarbejdspartnere og kontakter, som dagligt står over for alvorlige risici på grund af deres arbejde og omgivelser. At være i kontakt med en international organisation som MSF kan øge risikoen for dem yderligere. Men så længe der er pligtopfyldende og modigt sundhedspersonale til stede på hospitalerne, som yder livreddende medicinsk og kirurgisk hjælp, så er MSF ved at sikre ordentlige forsyninger til dem helt sikkert til gavn.

+++++


/bt