![]() © MSF |
Læger uden Grænser (MSF) behandler ofre for seksuel vold blandt kvindelige flygtninge i Marokko. I perioden maj 2009 til januar 2010 fortalte en tredjedel af de kvinder Læger uden Grænser behandlede, at de har været udsat for et eller flere seksuelle overfald. På trods af den store andel, frygter Læger uden Grænser, at problemet er meget større. Af de 63 kvinder, hvis historie Læger uden Grænser har dokumenteret, var 21 procent mindreårige.
”Den marokkanske regering bør forbedre behandlingen af flygtninge, der udsættes for seksuel vold i Marokko”, siger chefen for Læger uden Grænsers arbejde i Marokko, Alfonso Verdú, som også mener, at de europæiske lande bør vedkende sig et medansvar.
”De europæiske lande bør vide, hvilke alvorlige konsekvenser den restriktive flygtninge- og asylpolitik har for de svageste flygtninges sikkerhed og sundhed”, siger Alfonso Verdú.
EU må anerkende problemet og hjælpe med en løsning
Læger uden Grænsers hold i Marokko bekræfter, at EU’s restriktive politik på området betyder, at flygtninge bliver fanget i Marokko uden mulighed for at komme til Europa eller at vende tilbage til deres hjemland. De lever under uholdbare forhold, hvor særligt de kvindelige flygtninge er udsatte.
Adskillige kvinder fortæller, at de marokkanske myndigheder om natten transporterer flygtningene til grænsen til Algeriet, hvor de sættes af og på grund af mørket er særligt sårbare overfor overgreb.
”Der er brug for en omfattende indsats med social, medicinsk, psykologisk og juridisk hjælp”, siger Alfonso Verdú.
Læger uden Grænser har hjulpet afrikanske flygtninge i Marokko siden 2000. Fra 2003 til 2009 har Læger uden Grænser foretaget 27.431 konsultationer.
Læs Læger uden Grænsers rapport om seksuel vold mod flygtninge på vej til Europa
/ss
Marokko
Indbyggere: 31,6 mio. Forventet levealder: 72 år Børnedødelighed: 37 ud af 1.000 børn dør, før de fylder fem år MSF medarbejdere i 2008: 36 MSF har arbejdet i Marokko siden 1997 Kilder: MSF og WHO |
| Mere |